Tekst: Verner Andersen, tidligere apoteker ved Dalum apotek i Odense

I de sidste fem år er der i Danmark hvert år to bevillinger, der erstattes af en filial, og fem bevillinger, der må varetages af naboapotekerne, de såkaldte supplerende bevillinger. Dette er selvfølgelig ikke en årsag, men en virkning.

En væsentlig grund er, at hverken politikerne, administrationen eller de faglige foreninger har interesseret sig for at bevare apotekervæsenet som et liberalt erhverv.

I samfundsvidenskaberne taler man om professioner, når en bestemt langvarig, formel uddannelse erhverves af personer, der er orienterede mod opnåelse af bestemte stillinger, som ifølge sociale normer ikke kan besættes af andre personer end de, der har denne uddannelse, og som er underkastet kollegial kontrol.

Disse uddannelser var oprindeligt bestemt for statsmagten, men da læger og jurister begyndte at drive privat praksis, blev det organiseret som det, der kaldes liberale erhverv. Senere kom apotekere og tandlæger til. I dag regnes ejendomsmæglere og revisorer ofte med.

Denne måde at drive forretning på har været befolkningens - oprindeligt lægfolks - beskyttelse mod vildledning, udnyttelse etc., når det drejede sig om professionerne, oprindeligt de lærde.

Ideen er, at det økonomiske og faglige ansvar er placeret samme sted. Det økonomiske ansvar skulle være personligt, så f. eks. leverandører ikke kunne lægge pres på f. eks. læger for at få dem til at ordinere en bestemt medicin, fordi leverandøren havde leveret egenkapitalen.

Alternativet er offentlig ansættelse f. eks. som hofapoteker og i dag som f. eks. sygehusapoteker.

Man prøvede oprindelig at lovgive for lægemiddelindustrien ved at kræve, at den tilpassede sig apotekerlovgivningen. Den fremmede kapital og den blandede personalesammensætning gjorde det vanskeligere og vanskeligere for ikke at sige umuligt.

Der er i dag to love i Danmark: En apotekerlov eller rettere en distributionslov og en lægemiddellov. Lægemiddelloven er en erhvervslov og ikke en sundhedslov til trods for at industrien, administrationen og politikerne prøver at give indtryk af noget andet.

En definitionen af lægemiddelindustriens produkter blev indført i Danmark med apotekerloven af 1954. Her var definitionen af en medicinsk specialitet skrevet direkte af efter definitionen af en mærkevare i professor Max Kjær Hansens lærebog i afsætningsøkonomi ved Handelshøjskolen i København.

Det har stor betydning i praksis f. eks. sælges mærkevarer til det, som markedet kan bære. I mine 25 år som apoteker var det omkring en procent af BNP. De mange skænderier om medicinpriserne dækker dels over kampen om fordelingen af denne procent dels over det offentliges andel.

Definitionen siger ikke noget om bruger, sundhed, farmaci og den slags ting.
EU har medvirket til at lægge pres på de liberale erhverv. EU har jo til formål at fremme den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Unionen kritiserer derfor reguleringerne i de liberale erhverv, som den finder ikke er tilstrækkeligt godtgjort med, at reguleringerne tjener samfundsformål. Argumentet gentages af den danske konkurrencestyrelse.

En anden årsag er uddannelsen. Danmarks Apotekerforening har ikke interesseret sig hverken for den farmaceutiske kandidatuddannelse eller farmakonomuddannelsen.

Resultatet er, at indholdet i mange fag ifarmaceutuddannelsen ikke længere har umiddelbar relevans for apoteksarbejdet. Samfundsfarmaci, administrativ farmaci og klinisk farmaci er opbygget i en atmosfære af repressiv tolerance, som det hed i 68-jargonen: Dette her er meget interessant, men vi har ikke penge, tid eller plads til det i studieplanerne.

Når de farmaceutstuderende f. eks. i praktik lærer apoteksarbejdet at kende, udtaler de ofte, at det er mærkeligt, at de aldrig havde hørt noget om apotek på fakultetet, for det var jo interessant arbejde.

Danmarks farmaceutiske Universitet er fusioneret med Københavns Universitet, hvor den gamle højskole blev Det Farmaceutiske Fakultet. I den anledning fik institutionen et nyt segl, hvor de farmaceutiske symboler som morter og pistil forsvandt. Æskulapstaven er ikke længere den gamle krogede vandringsstav, der symboliserede, at farmaci er en kompliceret videnskab, eller den ranke støtte for Hygæas skål, men derimod købmandsguden Hermes vingede stav som symbol på kommercialiseringen.

Ved formiddagens foredrag bemærkede jeg, at symbolet er identisk med Norges Tollvæsens logo.

De to jyske universiteter uddanner farmaceutiske kemikere og ingeniører. Syddansk Universitet tilbyder en toårig kandidatuddannelse til klinisk farmaceut oven på relevante bacheloruddannelser. Disse får ikke titlen candidata/us pharmaciae, men skal nok i praksis blive kaldt farmaceuter.
Administrationen kan til trods for at den beskæftiger mange farmaceuter ikke karakteriseres som kollegial. Disse farmaceuter har ingen videreuddannelse i administrativ samfundsfarmaci, så de ved næppe, hvorfor systemet ser ud, som det gør, hvordan systemet er sat sammen, og slet ikke hvordan det fungerer.

Da de mellemlange sundhedsuddannelser blev reorganiseret i Danmark, blev apoteksassistentuddannelsen holdt uden for. Alle andre tilsvarende uddannelser som sygeplejerske, bioanalytikere (de tidligere hospitalslaboranter), radiografer etc. blev såkaldte professionsbachelorer. Der blev etableret en overbygning på kandidatniveau som sundhedskandidater (cand. sanit.). Farmakonomuddannelsen forblev en teknikeruddannelse.
Foruden det i indledningen nævnte problem, har udviklingen også medført, at de gamle etiske normer (ethics) er erstattet af etiske regler (codes of conduct).

Mangelen på de to p'er (prestige og penge) har medført mismod blandt apotekerne og en underlig selvudslettende attitude.
Når en apoteker overtager et naboapotek enten som filial eller supplerende bevilling udtaler vedkommende frejdigt, at det vil befolkningen ikke kunne mærke. Bortset fra at det er en uforskammet kritik af en tidligere kollega, er det også en nedvurdering af en selv.

Der ligger ikke i denne analyse et ønske om for enhver pris at bevare apotekervæsenet, som jeg kendte det. Konklusionen er snarere en undren over, at ingen - heller ikke apoteksfarmaceuterne - drøfter, hvor apoteksfaget skal hen.

Verner Andersen var formann i Dansk Farmaceutforening i årene 1964–1972 og ble kåret til Årets apoteker i Danmark i 1997.

(Publisert i NFT nr. 1/2008 side 21–22.)